Årstiderne skifter også inde i dig
Vi mennesker på mange måder forbundne med årstidernes skiften. Da vi levede i et bondesamfund, var forbindelsen tydelig. Vi var afhængige af vejret i en helt anden grad. Dengang inddelte vi året i otte højtider, som markerede hver sit skifte i naturen og menneskets rytme. De otte højtider blev fejret med fire store ildfestivaler og fire mindre festivaler, som markerede solhvervene og jævndøgn. De fire store keltiske ildfestivaler er Samhain (Mindefestival/Allerhelgensaften) i oktober/november, Imboli (Opvågningsfestival/Kyndelmisse) i januar/februar, Beltane (Valborgsaften) og Lammas (Overflodsfestival) i juli/august. De blev tidligere alle markeret med store bål på hver en bakketop rundt om i landet og forbandt landsbyerne med hinanden og mennesket med naturen - eksempelvis er det høsten og dens overflod, der fejres med Lammas.
Ind imellem blev solhverv og jævndøgn fejret, og de harmonerer sjovt nok i højere grad med vores traditioner i dag. Vintersolhverv blev kaldt Jöl og ligger omkring den 21. december, altså både i navn og dato meget tæt på vores moderne jul. Forårsjævndøgn blev kaldt Ostara og ligger lige omkring påske i slutningen af marts. Sommersolhverv kaldte vi Litha, og det fejrer vi sådan set stadig. I dag kalder vi det bare Sankt Hans. Efterårsjævndøgn er nok det mindst kendte, det kaldte vi Mabon, og det falder mellem den 20. og 23. september.
Året begyndte med Samhain, som er indgang til den mørke tid i oktober eller november. Derfor begynder vi vores lille gennemgang af årstiderne, deres kvaliteter, og hvordan du kan ære og nære dem i dag med netop efteråret.
Efteråret er en tid, hvor vi trækker os tilbage og bliver mere indadvendte. Vi putter os og søger ly for regn og blæst. Men hvis vi ikke har nogen at søge ly sammen med, så kan tilbagetrækningen fra sommerens sociale liv være sorgfuld og ensom, og det kan være svært at finde ly for de indre storme. Ligesom træerne slipper deres blade, kan vi med fordel øve os i at give slip i denne periode. Slip på forestillingen om, at noget skulle være anderledes, eller slippe den tristhed, vi alt for længe har holdt ind, og lade tårerne trille. Ifølge traditionel kinesisk medicin er efteråret netop forbundet med sorg og tristhed og har forbindelse til vores lunger. Derfor kan det være en fordel at have særligt fokus på åndedrættet og på at give slip på gamle traumer og fortællinger på denne årstid. Vores forfædre forbandt efterår med elementet vand, regnens og tårernes element. Vands kvaliteter er evnen til at flyde, skabe liv, heale og rense følelsesmæssigt. Vil du gerne ære og nære disse kvaliteter, uanset på hvilken årstid, kan du lave et alter med muslingeskaller, måske i en skål med vand og prioriterer at lave pranayama/åndedrætsøvelser hver dag.
Efter efteråret kommer vinteren, som både for planter, dyr og mennesker er en tid til at hvile, reflektere og genopbygge energi. Vi har brug for mere søvn og bliver heldigvis ikke forstyrret af tidligt sollys. Men de mange mørke timer kan også sætte sig i vores sind som angst og frygt. Derfor er vinteren en god tid til at krybe i hi i tillid til, at alt er, som det skal være, og at lyset kommer igen. Både udenfor og inde i os selv. Ifølge kinesisk medicin er vinteren forbundet med netop angst og frygt og med vores nyre. Nyrerne betragtes som kilden til din livsenergi eller din “qi”, og derfor kan du dyrke din tillid til dig selv og livet ved at fokusere på at give dine nyrer opmærksomhed. Forestil dig for eksempel, at du trækker vejret om i nyrerne. Vores forfædre forbandt vinteren med jordelementet, som repræsenterer kvaliteter som overflod, stabilitet, ro, intuition og visdom. Vil du ære og nære disse kvaliteter, kan du lave et alter med sten, krystaller og klippestykker.
I takt med at træer og buske springer ud om foråret, har vi som mennesker også lyst til at springe ud og måske som Ronja Røverdatter lyst til at skrige vores vision ud til verden. Men nogle gange bliver vi vrede og utålmodige, hvis verden ikke lytter med det samme, eller vi ikke kan se alt det, vi har sået, gro og vokse sig større. Ifølge traditionel kinesiske medicin forår netop forbundet med vrede. En følelse, som vi ofte gør forkert i vores del af verden og forsøger at undertrykke. I stedet kan vi bruge foråret som en kærlig påmindelse om at bruge vreden konstruktivt, som en kraft, der kan bryde gennem selv de tungeste døre, som små spirer gennem mulden. Forårets organ er lever. Derfor kan vi om foråret med fordel have fokus på at frigøre stagneret blod og energi og arbejde med vores meridianbaner for at hjælpe kroppen med at rense ud. Ligesom vi gør forårsrent i hjemmet, må vi gøre det i kroppen, og faktisk forbandt vores forfædre netop forår med elementet luft. Luftens kvaliteter forbinder vi med friskhed, forandringer, liv, aktivitet og frihed. Vil du som vores forfædre hylde foråret, luftelementet og alle dets kvaliteter, så kan du lave et alter med røgelse, fjer og vindspil.
Den sidste årstid er sommeren - eller faktisk er sensommer en tid for sig selv i den kinesiske medicins kalender, men det springer vi let og elegant henover i denne omgang. Sommeren er en tid fyldt med glæde og udadvendte aktiviteter for mange os. Vi bader os i lys, høster naturens frugter og andre lækre gaver og nyder at være en del af det fællesskab, der pludselig fylder gader og stræder. Men med alt glæden følger for nogen også uroen over at stå i sit eget lys, modtage frugterne af ens eget arbejde og føle sig hjemme i fællesskabet. Derfor er sommeren en god tid til at arbejde med evnen til at modtage, føle sig værdig og være lykkelig uden at bekymre sig om, hvornår det slutter. Ifølge kinesisk medicin er sommeren netop forbundet med både glæde og uro og har forbindelse til vores hjerte. Derfor kan du med fordel have fokus på hjerteåbnende stillinger i din yogapraksis om sommeren, ledfrigørelse og forløsning af kropslige blokeringer, eksempelvis gennem kropsterapi. Vores forfædre forbandt sommer med elementet ild, som repræsenterer kvaliteter som varme, kraftfuldhed, dynamik , energi og transformation. Vil du ære og nære disse kvaliteter uanset årstid, kan du lave et alter med levende lys og røgelse.
Namaste
/gæsteblogger Ditte - følg hendes blog her