Slide background

Arne Jacobsen badehus med sauna og yogasal

Den gode idé
Temple Yoga vil istandsætte Arne Jacobsens gamle herreomklædning på Bellevue Strand til det smukkeste badehus, hvor børn, unge og voksne kan forkæle krop og sind med yoga, meditation, havbad og saunagus – hele året rundt. Et sted som kan danne ramme for mange sunde aktiviteter med udgangspunkt i helse og velvære. Her kan borgerne finde forkælelse, hygge sig og skabe relationer med de andre efter yoga eller efter en frisk dukkert i havet.

Arne Jacobsens bygning fra 1932 står i dag uden funktion. Vi vil give den nyt liv, og gøre stedet til et centrum for fællesskab, glæde, sundhed og livskvalitet.

Så langt er vi:
Jeg har arbejdet med dette projekt i flere år og er nået ret langt med godkendelser og tegninger. Nu er jeg igang med at få projektet finansieret. Det bliver en blanding af egen finansering, fondstøtte og sponsorater. Vi arbejder på at det nye badehus står færdigt i 2021.

Projektets fysiske rammer
På Bellevue Strand ligger Arne Jacobsens herreomklædning. Den har ligget der siden 1932. Det er en fredet bygning som har stået tom og uforandret i mange år. Det er som om at tiden er løbet fra den gamle herreomklædning på stranden, og nutidens badegæster har ikke længere behov for dens oprindelige funktion.

Vi vil have den eksisterende, tomme og temmelig slidte bygning til igen at blive en arkitektonisk og funktionel perle, til gavn for alle borgere. Vi vil naturligvis respektere og bevare det enestående i Arne Jacobsens arkitektur og med nænsomhed restaurere og indrette denne kulturarv.

De involverede i projektet
Det er et stærkt team, der er med til at løfte projektet.

Vi har fået hjælp af Leif Hansen arkitekter, som arbejder med fornyelse og restaurering af historiske bygninger.
Vi er i tæt dialog med Slots – og Kulturstyrelsen, og har allerede formidlet vores tegninger til Styrelsen. Styrelsen har fremlagt vores projekt for Det Særlige Bygningssyn den 11. juni 2020. Begge er positive omkring projektet. At projektet har været op i Det Særlige Bygningssyn er et blåstempling af projektet. 

Bellevue Strandpark I/S og Gentofte Kommune bakker også op.

Det nye Badehus vil skabe frirum og glæde for alle
Vores Badehus vil skabe meget glæde for alle borgere.

Pt. tilbyder Temple Yoga udendørs yoga og havbad på Bellevue Strand i én af de mindre omklædningskabiner. Dog kun i sommerperioden, da det ikke er muligt at fortsætte, når efteråret nærmer sig. Men konceptet med yoga og havbad er virkelig blevet taget godt i mod af borgerne. Selvom de nuværende rammer er en rå bygning, hvor vandet drypper ned fra taget, har Mai Pham alligevel formået at skabe en rar og hyggelig oase, hvor borgere er kommet til yoga og havbad på Bellevue Strand de sidste 5 år.

Sådan kan du støtte Badehus projektet:
Virksomheder og private personer, som gerne vil give et sponsorat til projektet er meget velkomne. Vi vil være meget taknemmelige uanset beløbsstørrelse. 

Sponsorater over 25.000 kr. vil komme på vores Taknemmelighedstavle, som vil hænge i det nye badehus. 

Namaste
Mai Pham

 

 

 Arne Jacobsen nye badehus anno 2021:

arne-jacobsen-bade-hus-2

 

Fotos af den nuværende Arne Jacobsen Herreomklædning fra 1934:

nuvaerende-herreomlaedning-fra-ostsiden_anno-2020_1 

nuvaerende-herreomklaedning-fra-sydsiden-anno-2020nuvaerende-herreomklaedning-fra-vestsiden-anno-2020